Aktuelt om Shigella i Kap Verde
Hvad er gastrointestinale infektioner?
Gastrointestinale infektioner er infektioner i mave og tarm-kanalen. De giver ofte symptomer som diarré, mavesmerter, kvalme, opkastning og feber. På rejser i områder med lavere hygiejnestandard er der øget risiko for at blive smittet med bakterier, virus eller parasitter, der kan forårsage disse symptomer.
Den hyppigste smittevej er via forurenet mad og vand. Typiske bakterier omfatter E. coli, Salmonella, Campylobacter, Kolera og Tyfus men også virus og parasitter kan være årsag til infektion.
Udbrud af Shigella i Kap Verde
Der er for nyligt registreret en række tilfælde af smitte med bakterien Shigella sonnei hos rejsende, der har opholdt sig i Kap Verde, herunder turister, der har boet på resort-hoteller. Shigella giver typisk voldsom diarré, som kan være blodig, samt mavesmerter og feber. I sjældne, meget alvorlige tilfælde kan det føre til dehydrering og chok.
Der findes ingen vaccine mod Shigella, så den vigtigste beskyttelse er forebyggelse gennem god hygiejne og forsigtighed med mad og drikke.
Det er vigtigt at søge læge straks, hvis du oplever høj feber, blodig diarré eller tegn på dehydrering.
Gode råd for at undgå gastrointestinal sygdom på rejsen
- Drik kun sikkert vand – Drik vand fra plomberede flasker eller vand, der er kogt – undgå isterninger.
- God håndhygiejne – Vask hænder grundigt med sæbe efter toiletbesøg og før måltider. Håndsprit kan bruges, når der ikke er vand og sæbe.
- Vælg din mad med omhu – Spis mad der er gennemstegt, og undgå rå grøntsager og frugt, du ikke selv kan skrælle.
Hvis du bliver syg på rejsen
Søg læge med det samme, hvis du får:
- Høj feber
- Blodig diarré
- Hyppig opkastning
Udover at få lægehjælp er det vigtigt at:
- Drikke rigeligt med væske – for at undgå dehydrering
- Have en rejseforsikring, der dækker sygdom og eventuel hjemtransport