august 18, 2025
Skal du ud at rejse? Brug denne vejledning så du husker det hele i farten.
Se mere her
Difteri er en sygdom, vi heldigvis sjældent ser i Danmark – men fordi der i løbet af 2024 og 2025 er registreret flere tilfælde i Europa, vil vi gerne give dig en hurtig forklaring på, hvad difteri er, og hvordan du bedst beskytter dig.
Difteri er en alvorlig infektion, som skyldes en bakterie kaldet Corynebacterium diphtheriae. Den angriber typisk halsen og svælget og kan give kraftig betændelse. I milde tilfælde minder det om en almindelig halsbetændelse, men i de mere alvorlige tilfælde kan halsen hæve så meget, at det bliver svært at trække vejret.
Bakterien kan også danne giftstoffer, som via blodet kan skade både hjertet, nyrerne og nervesystemet.
Smitten sker gennem dråber i luften – for eksempel ved hoste og nys.
Selvom sygdommen er sjælden i Europa, er der siden starten af 2024 blevet fundet 25 tilfælde i forskellige europæiske lande. Sundhedsmyndigheder vurderer, at risikoen for almindelige borgere stadig er meget lav, men at uvaccinerede eller sårbare personer har en moderat risiko, hvis de udsættes for smitte.
Derfor er det vigtigt at sikre, at din vaccination er opdateret.
I Danmark får alle børn vaccine mod difteri som en del af børnevaccinationsprogrammet. Man får den sammen med vaccinen mod stivkrampe, så hvis du har fået en stivkrampevaccine, har du også fået beskyttelse mod difteri.
Men beskyttelsen varer ikke hele livet. Derfor anbefales det, at man får en opfriskning cirka hvert 10. år, særligt hvis man skal ud at rejse.
Hvis du er i tvivl om, hvornår du sidst har fået en stivkrampevaccine – og dermed også beskyttelse mod difteri – så hjælper vi dig gerne med at tjekke det.
Hos os kan du hurtigt og nemt få en opfriskningsvaccine, hvis det er nødvendigt.
Book tid til en rejsekonsultation hos en af vores rejserådgivere, hvis du planlægger at rejse. Så hjælper vi dig med at vurdere, hvilke vaccinationer, der er relevante for din rejse.